Danske forbrugere er gode til at vælge økologi, når det kommer til fødevarer. Her er vi faktisk helt i front, hvis man ser på mængden af økologi per indbygger. Mange forbinder mest økologi med netop fødevarer, men der er også sket en stigning i salget og produktionen af økologisk tøj de senere år. Det kan dog stadig være svært som forbruger at finde ud af, hvornår tøj er økologisk. Der findes en række forskellige mærkningsordninger for tekstiler, som man kan pejle efter. Her får du overblikket over, hvornår tøj er økologisk, og hvad de forskellige mærkningsordninger står for.
Hvornår er tøj økologisk?
Går du efter tøj af økologisk bomuld, findes der tre overordnede kriterier for, hvornår man kan sige at bomuld er økologisk:
- Der må ikke bruges pesticider, insekticider eller løvfældningsmidler
- Der må ikke bruges kunstgødning
- Der må ikke bruges genmodificering (GMO)
Når det gælder økologisk tøj af bomuld, er der flere forskellige mærkninger at gå efter, fx kan du kigge efter; GOTS (Global Organic Cotton Standard) og CMIA-Organic (Cotton Made In Africa).
Hvorfor tænke på økologi, bæredygtighed og kemi når man køber tøj?
Der har igennem flere år været en tendens til, at vi som forbrugere går mere og mere op i, at de produkter vi køber, er blevet til på forsvarlig vis, og at de skader miljøet og mennesker mindst muligt. Tekstilproduktionen er en af de helt store syndere, når det kommer til miljøskadelige effekter, da der traditionelt set er brugt mange kemikalier i tekstilproduktionen og til stadighed går store mængder vand til produktionen af tøj.
I takt med den stigende efterspørgsel efter mere bæredygtige tekstiler er der kommet forskellige mærkningsordninger, som producenter kan bruge til at vise forbrugerne, at netop deres tøj lever op til visse standarder, hvad angår brugen af kemi, økologisk dyrkning, samt social og miljømæssig ansvarlighed. Flere producenter er også optaget af i stigende grad at genanvende vandet i produktionen. Derudover er der også de seneste år kommet en række tiltag fra producenter, som indsamler brugt tøj til genanvendelse i produktionen af nyt tøj.